Af Billy Adamsen, lektor og Ph.d på Zealands lederuddannelse
Mere end 250.000 mennesker er ramt af stress og mere end 30.000 medarbejdere melder sig hver dag syge med henvisning til, at de har det psykisk dårligt på grund af deres arbejde. Årsagen er vores arbejdsidentitet – eller snarere, at vi ikke længere har en så stærk arbejdsidentitet, som vi engang havde.
Siden 1960 er samfundet og vores kultur er blevet mere individualiseret. På jobbet har det ført til, at vores fokus er flyttet væk fra, hvad vi kan og gør og over på hvad vi er. Arbejdet er i den grad kommet til at handle om os selv og om vores personlige identitet. Det handler ikke længere om arbejdet, om at præstere og fungere, og vores arbejdsidentitet.
Når virksomheder i dag ansætter medarbejdere bruger de ofte personlighedstests til netop at bestemme, hvad en person er, og til at fortælle kandidaten, at det er det, de lægger vægt på hos en medarbejder. Resultatet fra en personlighedstest får afgørende indflydelse på, om der er et match mellem en ansøger og et job. Virksomheder, ledere og deres HR-afdelinger er i dag så overbeviste om sammenhængen, at de overhovedet ikke stiller spørgsmålstegn ved det længere.
“Personlighedstest bygger på den antagelse, at den kan forudsige, hvordan folk vil opføre sig i et job. Men hvis personlighed var nøglen til vores præstation, hvordan kan vi så forklare succesen for tre personer med meget forskellige personligheder?” spørger Oxford-professor Robin Stuart-Kotze reetorisk i sin forskning.
Svaret er, at det kan den heller ikke. Tværtimod! Intuitivt ved vi alle sammen jo også godt, at det ikke forholder sig sådan. Man sagtens kan være indadvendt, forsigtig og pessimistisk som person og så fungere godt i eksempelvis et servicejob, hvor man skal være udadvendt og smilende optimistisk. Mange kunstnere og musikere har det på samme måde – når de er på scenen, så handler det om deres præstation i den rolle og funktion, de har. Det handler i virkeligheden slet ikke om, hvad du er, men om hvad du kan og gør i en arbejdssituation. Det handler om din arbejdsidentitet og ikke din personlige identitet.
Individualiseringen af vores livsstil og kultur har også ført til en individualisering af vores arbejds- og uddannelseskultur. De før hen så stærke socialkollektive arbejdsidentiteter, som havde fokus på, hvad man skulle kunne og gøre for at kunne fungere og præstere i forskellige arbejdssituationer, og som gik i arv fra generation til generation, findes ikke mere. Ej heller længere i vores uddannelsessystem, hvor rigtig mange uddannelser end ikke har en arbejdsidentitet i deres uddannelsestitel. I dag må vi selv skabe os en arbejdsidentitet og det har vi utrolig svært ved. Vi bruger derfor rigtig meget tid på identitetsarbejde og på at finde ud af, hvad vi egentlig kan og hvilket arbejde den kunnen matcher.
Så længe vi ikke har en arbejdsidentitet, går meget af vores tid med identitetsarbejde og på at finde en. Når vi gør det, så står vi ikke et særligt godt sted på arbejdsmarkedet. Faktisk viser undersøgelser, at når vi arbejder på at finde en arbejdsidentitet, så påvirker det vores selvtillid negativt og vi bliver følelsesmæssigt sensitive og mere ustabile. Samtidig bruger vi også mere af os selv på arbejde, hvor fokus bliver på ’mig’ og hvad ’jeg’ er fremfor hvad jeg kan og skal gøre. Grænsen mellem arbejdsliv og privatliv udviskes og arbejdet og arbejdets problemer bliver til hele vores liv. Arbejdet tages med hjem og hjemmet med på arbejdet. Når det sker, så ender vi med ikke at fungere nogen steder – heller ikke i en arbejdssituation. Vi brænder vores lys i begge ender og er i fare for at brænde ud, og så reagerer vi med at udvikle stress, angst og depression.
Hvis vi skal gøre noget ved de uhyggelige statistikker og reducere antallet af medarbejdere, der rammes af stress, angst og depression, så skal vi igen til at have mere fokus på vores arbejdsidentitet fremfor på vores personlige identitet. På hvad vi kan og gør fremfor på hvad vi er.
Når medarbejderne har en (stærk) arbejdsidentitet, så er det den, der er fremtrædende i en arbejdssituation og på en uddannelsesinstitution. Dermed skubbes den personlige identitet i baggrunden. Vi handler mere professionelt og der kommer et skarpere fokus på arbejdet og på hvad der skal til for at kunne udføre det. Vi udvikler også en bedre forståelse for, hvad vi kan og ikke kan. Dermed bliver vi også klarere i mælet og kan sige fra og til. Der sættes en grænse mellem arbejdsliv og privatliv, som gør, at livet også kan leves uden for arbejde og ved siden af uddannelsen. Så bliver vi som mennesker mere harmoniske og stærkere. Samtidig føler vi også, at vi har mere overskud, når vi er på arbejde. Så kan vi tage ejerskab i arbejdet og i virksomheden og opnår samtidig også at få en følelse af at være i kontrol, når vi arbejder. Den følelse er afgørende for, at vi ikke føler os pressede, når vi arbejder Alt dette er med til at gøre os både fysisk og psykisk robuste og med til i sidste ende at kunne reducere den arbejdsrelaterede stress og angst.