Sjællands Erhvervsakademi

Ny bæredygtighedsbevægelse samler organisationer og unge på tværs af landegrænser

Best of Baltic er et nyt Interreg-støttet projekt, som fra 2025 til 2028 skal gøre bæredygtighed konkret og målbar for virksomheder, borgere og unge på tværs af Danmark og Tyskland.

I takt med at den kommende Femern Bælt-forbindelse styrker samarbejdet mellem Danmark og Tyskland, tager en ny, ambitiøs bæredygtighedsbevægelse form: Best of Baltic (BoB). BoB samler virksomheder, borgere, organisationer og især unge om konkrete, målbare bæredygtige handlinger som en del af EU’s Interreg-samarbejde.

Projektet løber fra 2025 til 2028 og bygger på en enkel, men bærende idé, hvor hver handling tæller. Små, konkrete bæredygtige skridt bliver gjort synlige, inspirerer og bidrager til fælles mål på tværs af Danmark og Tyskland. Det gælder både personlige klimavalg, cirkulære initiativer i virksomheder, social involvering og samarbejde mellem aktører.
En central del af BoB er projektets digitale platform, som gør det muligt at registrere sine bæredygtige initiativer, opnå en score og blive en del af et voksende fællesskab med international rækkevidde.
Platformen giver samtidig mulighed for at dele erfaringer og udfordringer, deltage i events og blive en del af BoB-bevægelsen. På den måde bliver bæredygtighed ikke kun en ambition, men en fælles, målbar og synlig rejse, der også bidrager til lokale og regionale bæredygtighedsmål.

Danske aktører går foran i fælles indsats
Fire danske aktører står bag den fælles indsats: Corolab, Zealand – Sjællands Erhvervsakademi, Fonden for Entreprenørskab – Region Sjælland og Roskilde Handel & Erhverv.
Corolab arbejder med at integrere BoB-bevægelsen hos virksomheder, offentlige organisationer og vidensinstitutioner. Med afsæt i deres mange års erfaringer med innovationsforløb i partnerskaber bidrager de med challenges, der tager afsæt i medlemmernes testmiljøer, hvor bæredygtig forretningsudvikling og organisatorisk forandring er i fokus.

Zealand – Sjællands Erhvervsakademi bidrager med forskning, jury- og styregruppearbejde samt samarbejde med turismeaktører om innovation og bæredygtig omstilling. Studerende engageres direkte i løsningsudvikling, dataindsamling og dokumentation af bedste praksis.
Fonden for Entreprenørskab – Region Sjælland har fokus på at styrke unges entreprenørskabsprojekter med bæredygtig impact og kobler dem direkte til BoBs score- og motivationssystem.

Roskilde Handel & Erhverv bidrager ved at skabe platforme, hvor virksomheder kan deltage, netværke og synliggøre konkrete bæredygtighedsinitiativer.
Tilsammen arbejder partnerne for et langsigtet mål om at gøre bæredygtighed mere handlingsorienteret og til en fælles identitet og konkurrencefordel i erhvervslivet – på tværs af brancher og på tværs af grænser. Tilsammen arbejder partnerne for et langsigtet mål om at omsætte bæredygtighed til konkrete handlinger og samtidig gøre det til en fælles bevægelse på tværs af personer, brancher og landegrænser.

En bevægelse med effekt
Ifølge Karolina Osipowska, direktør i Corolab og dansk lead på projektet, er BoB mere end et traditionelt udviklingsprojekt:
– Med Best of Baltic er vores ambition at styrke et fælles dansk-tysk partnerskab, hvor bæredygtighed, innovation og konkrete handlinger driver udviklingen fremad. BoB er mere end et projekt; det er en bevægelse, hvor små skridt bliver til synlige resultater, der skaber håb og værdi til inspiration for erhvervslivet og lokalsamfundet med de unge som drivkraft, siger Karolina Osipowska.

BoB handler ikke kun om scores, men om at opbygge en konkret bæredygtighedskultur. Ved at samle ungdommens engagement, virksomhedernes innovationskraft og civilsamfundets deltagelse skabes et fællesskab, hvor små handlinger kan vokse til større bølger af positiv forandring – både i arbejdslivet og i hverdagen.

 

For mere information, interviewforespørgsler eller deltagelse i projektet, kontakt venligst:

Corolab
Karolina E. Osipowska
Direktør
D: 3162 3217
M: karolina@corolab.dk

Zealand – Sjællands Erhvervsakademi
Peter Franklin Würtz
Adjunkt, cand.merc.
D: 5076269
E: pewu@zealand.dk

Fonden for Entreprenørskab – Region Sjælland
Mohammed El Bouaboallati
Regionsleder
D: 53898932
E: Mohammed@ffesjaelland.dk

Roskilde Handel & Erhverv
Morten Bo Berthelsen
Direktør
D: 54345820
M: morten@roskildehandelogerhverv.dk