Sjællands Erhvervsakademi

Multimediedesignere viste iværksætterprojekter

Fredag den 27. februar var der masser af liv på campus i Køge, kreativitet og iværksætterånd, da 2. semester på multimediedesigneruddannelsen inviterede til udstilling af deres fire uger lange iværksætterprojekt.

Fredag den 27. februar var der masser af liv på campus i Køge, kreativitet og iværksætterånd, da 2. semester på multimediedesigneruddannelsen inviterede til udstilling af deres fire uger lange iværksætterprojekt.

På bare en måned har de studerende udviklet deres egne plakatvirksomheder fra bunden – fra idé og visuel identitet til færdige plakater, webshop og Instagram-tilstedeværelse. Resultatet var gennemarbejdede koncepter og sikre pitches, hvor engagementet og stoltheden var tydelig.

Der var fuldt hus til udstillingen. Både medstuderende og medarbejdere kiggede forbi for at høre præsentationerne, stille spørgsmål og opleve de mange forskellige bud på, hvordan en plakatvirksomhed kan se ud. Stemningen var nysgerrig og anerkendende – og niveauet imponerende højt.

For de studerende har projektet været en mulighed for at prøve kræfter med hele processen bag en kreativ forretning. De har ikke bare designet produkter, men stået på mål for deres idéer og argumenteret for deres valg – præcis som man skal i virkeligheden.

Udstillingen blev dermed både en fejring af fire ugers intensivt arbejde og et tydeligt billede på, hvordan undervisningen på Zealand omsætter kreativitet til konkrete, praksisnære resultater.