Ledelse med AI og digital udvikling
Introduktion
Kunstig intelligens (AI) ser ud til at ændre ledelsesopgaven på mange måder. AI kan fx bruges som støtte til dit arbejde med analyse, kommunikation, strategi, beslutningsprocesser og udvikling af dit personlige lederskab. Samtidig rejser brugen af AI nye spørgsmål om etik, ansvar, dømmekraft, databeskyttelse, faglighed og organisatorisk forankring. Undervisningen på dette modul er praksisnær og workshopbaseret. Du arbejder med konkrete problemstillinger fra din egen ledelsespraksis og afprøver AI som sparringspartner, analyseværktøj og støtte i udviklingen af dit personlige lederskab.
Du får viden om
Du lærer at relatere din egen ledelsespraksis og organisatoriske kontekst til relevante teorier, begreber og metoder, der knytter sig til ledelse med AI og digital udvikling. Du kommer til at arbejde med AI som beslutningsstøtte, kommunikationsværktøj, analysepartner og udviklingsressource. Samtidig får du redskaber til at identificere relevante AI-muligheder i din organisation og til at vurdere, hvilke organisatoriske, faglige og etiske konsekvenser de kan have.
Kompetencer og udbytte
Med en reflekteret tilgang til AI styrker du dit handlerum og din dømmekraft som leder. Du bliver i stand til at anvende AI mere kvalificeret i din egen ledelsespraksis og til at analysere, vurdere og formidle muligheder og udfordringer ved AI i organisationen.
Du lærer at arbejde med konkrete AI-relaterede problemstillinger fra din egen organisation og udvikle handlingsforslag, der både tager højde for opgaveløsning, medarbejdere, organisatorisk læring og etiske hensyn. Du får endvidere sparring på, hvordan du kan lede udvikling og implementering af AI-initiativer og til at skabe organisatorisk forankring gennem involvering, refleksion og kompetenceudvikling.