Zealand får central rolle i internationalt Horizon-forskningsprojekt

Zealand får central rolle i internationalt Horizon-forskningsprojekt
Zealand bliver en del af det fireårige internationale forskningsprojekt RestLESS under EU's Horizon-program. Omkring 20 danske og europæiske partnerinstitutioner skal undersøge virksomheders modstandskraft – og hvad der gør små og mellemstore virksomheder robuste i en tid præget af økonomisk usikkerhed samt grøn og digital omstilling. Zealand er samtidig blandt fem institutioner, der leder hvert sit centrale forskningsspor.
Hvordan påvirkes virksomheder af økonomisk og geopolitisk usikkerhed og forandringer i globale værdikæder? Og hvilken betydning har ledelse, organisering samt den grønne og digitale omstilling for virksomhedernes evne til at tilpasse og udvikle sig?
Det er nogle af de spørgsmål, forskerne skal undersøge i forskningsprojektet RestLESS – Resilience through Leadership, Economic Security and Sustainability for MSMEs.
Selvom Zealand ikke har forskningsmiljøer i samme størrelse som de traditionelle universiteter, arbejdes der målrettet med forskning og udvikling tæt på virksomhedernes og professionernes praksis. Med RestLESS bliver Zealand en del af et stort internationalt forskningssamarbejde og får som en af fem ledende institutioner ansvaret for forskningssporet Organisational Resilience through the Twin Transition for MSMEs.
Det er meget sjældent, at erhvervsakademier deltager i Horizon Europe-projekter, og for Zealand er den ledende rolle i RestLESS en markant anerkendelse af erhvervsakademiets forskningsmiljøer. For Zealands rektor Rasmus Frimodt vidner rollen i projektet om, at Zealands forskningsmiljøer har opbygget en faglighed, der også kan gøre sig gældende i et stærkt internationalt forskningssamarbejde:
“Det er svært ikke at være både stolt og begejstret. Horizon er EU’s store program for forskning og innovation, og vi kommer ind i et stærkt internationalt forskningssamarbejde med universiteter og andre institutioner fra flere lande. At Zealand bliver en del af det og indtræder i en ledende rolle, er en stor anerkendelse af den forskning og de faglige miljøer, vi har opbygget,” siger Zealands rektor, Rasmus Frimodt.
Han bakkes op af Martin Senderovitz, docent på Zealand og projektleder på RestLESS:
“Det er fantastisk, og det er et ordentligt skulderklap til Zealand og til de forskningsmiljøer, vi er i gang med at bygge op. Vi kommer med noget, der er relevant – også i en international forskningssammenhæng,” siger Martin Senderovitz, og fortsætter;
“Her får docent Pernille Rydén en vigtig rolle med sin ekspertise inden for digitalisering og bæredygtighed og som en central del af teamet omkring ledelsen af vores forskningsområde.” At vi sammen får ansvaret for en central del af et stort Horizon-projekt med stærke europæiske forskningsmiljøer, er vi både stolte af og meget begejstrede for.”
Hvad gør virksomheder modstandsdygtige?
Forskningsprojektets navn RestLESS er ikke tilfældigt. Projektet tager udgangspunkt i en virkelighed, hvor særligt mikro-, små og mellemstore virksomheder skal navigere i flere store forandringer på samme tid. Geopolitiske og økonomiske forhold ændrer virksomhedernes rammevilkår, globale værdikæder bliver udfordret, og den grønne og digitale omstilling stiller nye krav til teknologi, organisation og ledelse.
Forskerne skal blandt andet undersøge, hvordan virksomheders robusthed kan forstås og måles, og hvordan økonomiske og geopolitiske forhold påvirker deres strategiske valg. De skal også se nærmere på globale værdikæder og fordelingen af værdi og risiko, betydningen af ledelse og medarbejderinddragelse samt virksomhedernes evne til at håndtere den samtidige grønne og digitale omstilling.
“Styrken ved RestLESS er, at vi ser på virksomhedernes robusthed fra flere sider på én gang. Økonomi, globale værdikæder, teknologi, bæredygtighed, organisation og ledelse hænger sammen. Når vi samler de forskellige forskningsområder, kan vi få en langt dybere forståelse af, hvad der gør virksomheder i stand til ikke bare at håndtere forandringer, men også udvikle sig gennem dem,” siger Martin Senderovitz.
Zealand får ansvar for grøn og digital omstilling
Forskningsprojektet er organiseret i fem centrale og indbyrdes forbundne forskningsspor, som hver ledes af en af de deltagende institutioner. Zealand står i spidsen for forskningen i sammenhængen mellem virksomheders organisatoriske robusthed og den såkaldte Twin Transition – den samtidige grønne og digitale omstilling.
“Det er et forskningsfelt, der passer rigtig godt til Zealand. Vi arbejder tæt på virksomhedernes virkelighed og på tværs af blandt andet erhverv, ledelse, digitalisering og teknologi. Nu får vi mulighed for at bringe den tilgang ind i et internationalt forskningsmiljø og samtidig hente ny viden tilbage, som kan komme både vores faglige miljøer, uddannelser og virksomheder til gavn,” siger Rasmus Frimodt.
Fakta om RestLESS
RestLESS – Resilience through Leadership, Economic Security and Sustainability for MSMEs løber fra januar 2027 til december 2030 og har modtaget støtte fra EU’s Horizon Europe-program under Marie Skłodowska-Curie Actions.
Her skal forskerne blandt andet undersøge betydningen af bæredygtighed, digitalisering, IT, teknologiledelse og entreprenørskab samt de organisatoriske kompetencer og arbejdsformer, der kan gøre virksomheder bedre rustet til forandring. Arbejdet kommer til at omfatte både litteraturstudier og empirisk forskning på tværs af lande.
Som en del af forskningen skal der desuden udvikles et Twin Transition Readiness Index, der skal bidrage med ny viden om, hvor godt rustede mikro-, små og mellemstore virksomheder er til den grønne og digitale omstilling.
Projektets fem forskningsspor ledes af fem forskellige institutioner:
- CUNEF University, Madrid: Projektets teoretiske og metodiske fundament med blandt andet økonomisk historie og analyse af historiske data.
- University of Salento, Italien: Økonomiske og politiske forhold og deres betydning for virksomheders strategier.
- Syddansk Universitet: Globale værdikæder, deres robusthed og fordelingen af værdi.
- Zealand: Organisatorisk robusthed og virksomhedernes samtidige grønne og digitale omstilling.
- IMC Krems University of Applied Sciences, Østrig: Ledelse, medarbejderinvolvering og de sociale og organisatoriske forhold, der bidrager til robuste virksomheder.
- Derudover rummer projektet en tværgående indsats for kommunikation, formidling og anvendelse af forskningsresultater, som koordineres af Syddansk Universitet.
Læs også artikel fra Science Report Erhvervsakademi får plads ved forskningens højbord: Et bevis på at her foregår ting med en international klang