Sjællands Erhvervsakademi

Zealand Connected Starters åbner iværksættermiljø i Slagelse

Fredag den 13. marts markerede Zealand åbningen af Zealand Connected Starters i de nyrenoverede lokaler i stueetagen på campus i Slagelse.

Her blev studerende, undervisere og samarbejdspartnere inviteret indenfor til en reception, hvor de kunne opleve de nye lokaler, der også skal danne rammerne for iværksættermiljøet. Et miljø der skal styrke studerende og unge i Slagelses lokalmiljø i at udvikle idéer og arbejde med entreprenørskab. Blandt de fremmødte var blandt andre repræsentanter fra Slagelse Kommune, Fonden for Entreprenørskab, ZBC og Slagelse Erhvervsforum, som fik indblik i, hvordan projektet er blevet omsat til konkrete rammer og aktiviteter.

Innovation i øjenhøjde

Til receptionen havde de studerende pyntet fint op og opstillet små boder, hvor gæsterne kunne opleve idéer og aktiviteter udviklet som en del af projektet.

Ved én af standene kunne man prøve et vendespil, hvor tilfældige kombinationer af temaer – som for eksempel “mælkekarton” og “AI” – blev udgangspunkt for hurtige idébrainstorms. Andre boder viste visuelle præsentationer af studerendes idéer og koncepter.

Ved en anden stand kunne man få et indblik i noget af alt det visuelle arbejde bag projektet. Aktiviteterne gav et indblik i den kreative proces bag idéudvikling og skabte en uformel og nysgerrig stemning blandt gæsterne.

Studerende har været med fra starten

De studerende, der er tilknyttet projektet, har gennem de seneste måneder været i praktik i forbindelse med etableringen af Zealand Connected Starters. Her har de blandt andet arbejdet med visuel identitet, informationsmateriale, hjemmeside og praktiske opgaver i forbindelse med opbygningen af projektet og miljøet i blandt andet Slagelse.

Praktikperioden nærmer sig nu sin afslutning, hvor de studerende også skal afslutte deres eksamensprojekter.

Med åbningen er der samtidig skabt et nyt samlingspunkt på campus i Slagelse, hvor studerende kan arbejde videre med idéer, sparre med hinanden og udvikle projekter. Zealand Connected Starters er støttet af Fonden for Entreprenørskab og har til formål at styrke entreprenørskab blandt studerende samt skabe tættere forbindelser mellem uddannelse, erhvervsliv og lokalsamfund.