Stines praktik hos Team Tours blev en bekræftelse på det rigtige studievalg – og et indblik i, hvordan faglighed og fællesskab kan gå hånd i hånd.
25-årige Stine Nielsen, der til dagligt læser til administrationsøkonom på Zealands afdeling i Køge, var aldrig i tvivl om, at hendes praktikforløb hos Team Tours var noget særligt. Her blev hun mødt med tillid, inddragelse og ansvar – og oplevede, hvordan det er at arbejde i en virksomhed, der sætter både mennesker og fællesskab i centrum.
Team Tours arrangerer introture, lejrskoler og teambuilding-forløb for børn og unge – og under praktikken fik Stine indblik i, hvordan man skaber oplevelser, der gør en forskel. Det menneskelige aspekt og relationerne fyldte meget for hende – både i kerneopgaverne og i den kultur, hun blev en del af.
”Jeg blev mødt med tillid, lyttet til – og fik lov til at tage ansvar fra start. Det har givet mig både faglig ballast og troen på mine egne evner,” fortæller Stine.
Hun arbejdede blandt andet med bogføring og opdatering af Team Tours’ CRM-system, hvor hun fik ansvar for at strukturere kundedata og optimere virksomhedens overblik over skoler, kontaktpersoner og relationer. Derudover deltog hun i rekrutteringen af nye praktikanter og repræsenterede Team Tours ved en praktikmesse – hvor hun oplevede, at hendes stemme blev taget seriøst.
”Det var fedt at mærke, at jeg kunne bidrage både administrativt og relationelt – og at det, jeg lavede, faktisk skabte værdi.”
Praktikken sluttede, som den begyndte – med mening og engagement. På sin sidste dag var Stine ude i marken og med til at facilitere teambuilding for elever fra Niels Brock. Det blev en fin afslutning på et forløb, hvor hun både har udviklet sig fagligt og fundet bekræftelse i sit uddannelsesvalg. ”Jeg kommer virkelig til at savne dem,” siger hun.
Læs mere om Team Tours og deres arbejde her: https://teamtours.dk/jobs
Den nationale finale – DM i Praktik
Finalen i DM i Praktik afholdes den 22. maj på Scandic CPH Strandpark i København. Her dyster finalister fra landets erhvervsakademier om tre priser – herunder den prestigefyldte hovedpris Årets Erhvervsakademipraktik 2025. Arrangementet hylder både studerende og virksomheder for deres fælles indsats og viser, hvordan praktik bygger bro mellem teori og virkelighed.