For Thomas, der læser til datamatiker på Zealand, hersker der ingen tvivl om, at tilskuddet fra Erasmus+ blev afgørende for, at han kunne komme af sted på sit livsforandrende eventyr.
For studerende på videregående uddannelser er det muligt at komme til udlandet under studierne – enten i et praktikophold eller som 27-årige Thomas gjorde det: Han byttede skolebænken på Zealands afdeling i Roskilde ud med et studieophold hos en af Zealands mange internationale partnerinstitutioner. Han valgte at tage 4. semester af sin uddannelse til Datamatiker på Lorain County Community College i Ohio, USA. Her kunne han nemlig dyrke sin store interesse for webudvikling, databaser og scripting på en hel anden måde end han har været vant til hjemme.
Med støtte fra Erasmus+
Et studieophold i udlandet havde længe stået øverst på Thomas’ ønskeliste, men han havde været usikker på, om det var muligt for ham, da han var mere introvert og manglede modet til at kaste sig ud i nye uddannelses-eventyr. Med støtte fra Erasmus+ programmet, der er særligt opmærksom på at inkludere studerende med færre muligheder, fik han endelig chancen for at gøre drømmen til virkelighed.
Openminded Thomas
Selvom uddannelsesformen var anderledes, og sproget ikke var en barriere, var det stadig en stor beslutning for Thomas at vælge at studere i udlandet – men på en positiv måde. Allerede hjemmefra havde han forberedt sig på, at kulturmøderne kunne være både markante og udfordrende, men han var klar til at tage udfordringen op, både personligt og fagligt, og samtidig opleve så meget som muligt.
”Amerikansk kultur skal opleves, for det er jo en kødklump af alle mulige kulturer. Det har været sindssygt godt at komme af sted, selvom jeg var lidt bange i starten. Jeg fandt ud af det de fleste ting på egen hånd, men jeg fik også rigtig god hjælp i processen fra Zealands international mobilitetsambassadør og midlerne fra Erasmus+ gjorde det muligt at komme af sted,” fortæller Thomas, og funderer over om hans søskendes udlandsophold også inspirerede ham til tage skridtet fuldt ud.
Yes, jeg gjorde det!
Udover at dele værelse med en anden dansker og Zealand-studerende, hvilket gav en god tryghed, opstod der hurtigt et stærkt fællesskab i den forholdsvis lille gruppe af internationale studerende på Lorain County Community College, så i fritiden spiste de sammen, spillede volley, tog i kirke, hikede eller tog på udflugter. Men måske særligt hans amerikanske medstuderende, der har været meget gæstfri og imødekommende, var med til at gøre studierejsen speciel.
”Det er altid fedt at prøve nye ting. Amerikanerne er venlige og åbne og klar på at skulle ses også selvom, at det betød, at de skulle hente os i bil, fordi det var svært at komme rundt uden et køretøj,” siger han.
Sportskultur og skolekultur
Udover undervisningen i webudvikling, som lokkede Thomas til USA i første omgang, så kastede han sig målrettet ud i at få en masse ud af sin tid i USA og prøve at komme så tæt på kulturen ”derovre” så meget som muligt. Fastfood var der måske lige lovlig meget af, men mexicansk mad er et hit. Til gengæld gav kirken og dens ”dinner discussions” og forskellige sportsgrene Thomas et kæmpe netværk og en masse oplevelser. Baseball blev han helt god til, fortæller han med et smil.
Glemmer det aldrig
Det er ikke kun Thomas, der har kunnet mærke en forandring ovenpå datamatikerens studieophold i USA. Også Zealands internationale mobilitetsambassadør Marie-Josée Giasson Jensen, der bistod Thomas igennem ansøgningsprocessen, har lagt mærke til en forandring.
“Det har uden tvivl været en life changing mulighed for ham – ikke kun i forhold til studierne, men måske især på det personlige plan,” siger Marie-Josée G. Jensen og fortsætter: “Det er en helt anden Thomas, der sidder her nu, end den generte unge mand, der dengang kom ind for at høre om studiemulighederne i USA. Da han kom tilbage fra Ohio, besøgte han mit kontor med et kæmpe smil for at dele sine oplevelser. Det har været en stor oplevelse – også for mig – at få den slags feedback.”
Tror på mig selv
“Jeg tvivlede på mig selv, før jeg tog af sted, men det sociale ændrede mig – både fagligt, men især personligt. Jeg er blevet meget mere ekstrovert og har fået lettere ved at tale med folk. Jeg føler mig meget mere sikker på de valg, jeg tager nu,” siger Thomas, og fortsætter; “Den selvtillid og de erfaringer, jeg har fået, er noget, jeg vil tage med mig videre ud i mine kommende job, hvor jeg føler mig klar til at tackle nye udfordringer.”
Nye veje åbner sig for studerende med særlige behov gennem Erasmus+
Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt. I 2024 vil programmet kunne uddele cirka 405 millioner kroner til danske institutioner og organisationer for at støtte internationale mobilitetsaktiviteter og samarbejdsprojekter. Budgettet forventes at stige markant frem mod 2027.
I mere end 30 år har Erasmus+ givet utallige studerende på videregående uddannelser muligheden for et berigende ophold i udlandet. I den nuværende programperiode (2021-2027) er der et særligt fokus på at inkludere studerende og ansatte med færre muligheder eller særlige behov.
”For mange studerende med særlige behov kan et udvekslingsophold – hvad enten det er studie eller praktik – være en udfordring. Derfor ser både Erasmus+ og Zealand denne målgruppe som én, der kræver ekstra opmærksomhed og støtte. Dette er afgørende for at fjerne de barrierer, der kan hindre dem i at deltage i Erasmus+ mobiliteter. Samtidig ser vi, at Erasmus+ kan være en “gamechanger” for disse studerende, både personligt, socialt og fagligt” siger Ole Kolling, Institutionel Erasmus+ koordinator på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.
Læs mere om uddannelsen til Datamatiker her
Læs mere om Datamatiker Autismeholdet her