Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Stort ansvar i løbet af praktikken

Finansøkonom-studerende Natasja Amalie Kiel var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville give sin praktik et skulderklap. Nu er hendes praktikforløb hos Den Sociale Retshjælps Fond blandt de 5 finalister til Årets Zealand Praktik.

Vejen ind til finansøkonomuddannelsen og studiestedet på Zealands afdeling i Næstved startede for 26-årige Natasja Amalie Kiel via HG og derefter enkeltfag for at supplere, så hun kunne søge ind på den videregående uddannelse til finansøkonom. Som led i uddannelsen til finansøkonom kommer studerende i tre måneders selvvalgt praktik – et forløb, der netop er slut: Natasja har været i praktik i Økonomi- og Gældsrådgivningen hos nonprofitorganisationen Den Sociale Retshjælps Fond.

”Det har været et praktikantteam præget af super godt samarbejde og et rigtig godt socialt sammenhold – ikke mindst takket være Natasjas naturlige måde at indgå i gruppen på, og præge det daglige arbejde,” siger Henrik Buch, der er leder hos Gældsrådgivningen, og fortsætter;
”Natasja har været en dygtig, glad og arbejdsom medarbejder, der ofte kommer med gode ideer til forbedring og forandring. Hun har præget hele gældsafdelingen med sin hjælpsomme, robuste, rolige og humoristiske facon.”

Ikke bare ”kedelige” praktikantopgaver
Der er ingen tvivl om, at Natasja har fået lov til at prøve sin teori af i praksis, og fået rammer til at udvikle sig:

”I den tid jeg har været her, har jeg det fulde ansvar for 12 klienter, som jeg laver sagsbehandling for. Som praktikant har jeg fået utrolig meget ansvar, hvilket jeg synes er utrolig fedt, så man ikke blot ender med ’praktikant-opgaver’.

”Jeg selv vil lægge vægt på, at det er utrolig rart at føle sig brugbar og værdifuld for virksomheden. Det er også et enormt spændende sted, fordi når vi ikke sidder foran computeren eller har telefonen i hånden, så er vi med til diverse klientmøder eller ude i fængslerne og snakke med nye og gamle klienter”, fortæller Natasja og fortsætter;
Så det korte af det lange – så er stedet her et super interessant og anderledes sted at komme i praktik, sammenlignet med de fleste andre steder, vi bliver tilbudt.”

”Jeg er meget stolt af at være blandt de sidste 5 finalister, da jeg synes, at min praktikplads fortjener et skulderklap for deres arbejde, hvilket jeg føler, at jeg er med til at give dem,” siger Natasja Amalie Kiel, der glæder sig til at fortælle meget mere om sin praktik ved finalen den 10. april, når hun og de fire andre finalister indtager scenen i Køge.

Nomineringen er et kvalitetsstempel
”Det er praktikanternes viden om økonomifaglige og -lovgivningsmæssige spørgsmål, deres indsigt i klienternes situation og deres arbejdsindsats, der gør, at de kan skabe overblik for vores klienter, forhandle med banker, inkassofirmaer og offentlige myndigheder på vegne af klienterne og hjælpe med at søge om eftergivelse og gældssanering. Det er bestemt ikke for meget at sige, at Natasja og de øvrige praktikanter er rygraden i Den Sociale Retshjælps Fond”, siger Henrik Buch, der er leder hos Gældsrådgivningen.

”Den Sociale Retshjælps Fond er virkelig glade for at være nomineret. Vi er en frivillig-organisation, der yder gratis juridisk-, social-, økonomi- og gældsrådgivning. Vi har for nylig modtaget RådgivningsDanmarks akkrediteringsstempel. At være i finalen her i dag ser vi som yderligere et kvalitetsstempel” siger han.

National finale
Vinderen af Årets Zealand Praktik går direkte videre til den nationale landsfinale Årets Erhvervsakademipraktik 2023, der i år afholdes den 23. maj ved Scandic CPH Strandpark. Her dyster finalisterne fra landets otte erhvervsakademier om tre priser, heriblandt hovedprisen Årets Erhvervsakademipraktik.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål