Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Som leder har jeg lært rigtig meget om mig selv

Anja Riishøj Hemmingsen motiveres af at få nye ledelsesredskaber. Hun har taget en akademiuddannelse i ledelse og er blevet klogere på sig selv som leder. Man bliver aldrig færdig med at lære, mener hun.

Anja Riishøj Hemmingsen motiveres af at få nye ledelsesredskaber. Hun har taget en akademiuddannelse i Ledelse og er blevet klogere på sig selv som leder. Man bliver aldrig færdig med at lære, mener hun.

I sit første lederjob som driftsleder i Vordingborg Kommune står Anja Riishøj Hemmingsen i spidsen for teamet af gartnere, naturteknikere, maskinførere og specialarbejdere, der passer de offentlige grønne arealer. Da hun startede i jobbet for to år siden, fik hun personaleansvar fra første dag. Og med det fulgte der en masse spørgsmål, for var hendes tilgang til ledelsesopgaven nu den rigtige. På Akademiuddannelsen i Ledelse er hun blevet bestyrket i, at det er den.

“Gennem uddannelsesforløbet er jeg blevet bekræftet i den måde, som jeg gør tingene på. Nu kan jeg sige – nå, det er derfor, at det her ikke virker for mig eller omvendt lykkes for mig. Jeg kan koble lidt teori på det. Og jeg kan konkret gøre brug af de værktøjer, som jeg har lært,” siger hun.

Antallet af medarbejdere svinger mellem 20-30 afhængig af sæsonen, da der er brug for en større medarbejderstab til at vedligeholde parker og grønne områder om sommeren end i vinterperioden.

Ledelse er interessant
Anja Riishøj Hemmingsen er uddannet landmand og agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole. Hun har arbejdet i landbruget og i rådgivningsbranchen inden for planteavl og forsøgsarbejde, hvor hun ofte har haft ansvar for oplæring af elever og sæsonmedarbejdere. Interessen for ledelse har altid været der.

“Ledelse er et interessant felt. Jeg brænder for det, men det har aldrig været et decideret mål for mig, at jeg skulle være leder og arbejde med ledelse. Det motiverer mig at få nogle redskaber til, hvordan man navigerer i god personaleledelse, så det ville jeg gerne lære noget mere om,” uddyber hun.

Da hun var ansat i rådgivningsbranchen, fik hun lov af sin arbejdsgiver til at gå i gang med en akademiuddannelse i ledelse, selv om hun ikke havde reelt personaleansvar på det tidspunkt. I foråret 2022 skrev hun afgangsprojekt og har dermed gennemført hele uddannelsen.

God plads til sparring
Akademiuddannelsen i Ledelse har været det rigtige valg for Anja Riishøj Hemmingsen, fordi det er en uddannelse målrettet alle typer brancher. Hun synes, at det har været værdifuldt at sidde sammen med folk fra både offentlige og private virksomheder. For det er interessant at høre hvilke problemstillinger, man oplever i andre brancher.

“På de fleste moduler har vi ikke været så mange – maksimalt ti studerende. Det har gjort det nemt at få skabt et rum, hvor vi i fortrolighed kunne dele erfaringer og bekymringer. Sparringen med ens holdkammerater har givet et fantastisk indblik i mange sider af ledelsesopgaven, og hvordan man agerer i forskellige situationer. Den læring har været vigtig for mig,” siger hun.

De første moduler tog hun på aftenhold, men senere blev det muligt for hende at følge undervisningen i arbejdstiden. Hun synes, at det har været en fordel, at alle fagene udbydes i Næstved, og at studiet har kunnet passes ind med familielivet.

Aldrig færdig med at lære
Studiet på Zealand har gjort Anja Riishøj Hemmingsen klogere på sin personlige ledelsesstil. Nu kan hun sætte ord på, hvad der karakteriserer hende som leder.

“Jeg har lært rigtig meget om mig selv. Jeg kan se, at jeg er en demokratisk leder med en meget imødekommende tilgang til tingene. Det betyder meget for mig at inddrage og anerkende medarbejderne. Processerne lykkes kun, fordi vi er fælles om at give indspark til løsningen. Så jeg møder medarbejderne i øjenhøjde, lytter og involverer dem,” fortæller hun.

Anja Riishøj Hemmingsen har altid været glad for at lære nyt. Man bliver aldrig færdig med at lære, for man skal være opdateret, så man kan følge med udviklingen i ens branche, lyder hendes argument. Nu vil hun bruge noget tid på at få det, som hun har lært, ind under huden. På sigt vil hun gerne prøve kræfter med ledelse på et niveau højere. En af fremtidsplanerne er også at læse videre og tage en diplomuddannelse. Hun har fået appetit på mere.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål