SagaLabs vinder Årets Zealand Praktik 2026

SagaLabs vinder Årets Zealand Praktik 2026
Stærkt samarbejde mellem studerende og virksomhed sikrer en praktikoplevelse med både faglig tyngde og reel værdi. Startup-virksomheden SagaLabs har skabt gode rammer omkring Sebastian Bach Nielsens praktikforløb og kan nu kalde sig vinder af Årets Zealand Praktik 2026.
Vinderen blev fundet ved finalearrangementet på Zealands afdeling i Køge torsdag d. 24. april. Her præsenterede de fem finalister deres vidt forskellige praktikforløb foran en intern Zealand-jury og repræsentanter fra de nominerende virksomheder.
Finalen bød på fortællinger, der spændte bredt – helt fra cybersikkerhedstræning og ECO management og bæredygtighed til økonomi i en NGO, byggerådgivning og tegnestuer og maritimt indkøb. Samlet set viste finalen, hvor mange måder praktikken kan fungere som et afgørende springbræt til både faglig og personlig udvikling.
Stolt startup løb med prisen
Stoltheden over prismodtagelsen var også tydelig hos cybersikkerhedsvirksomhedens CEO og co-founder Kasper Hjortborg Kristiansen, som deltog i dagens event sammen med Sebastian Bach Nielsen:
”Det er en anerkendelse som betyder meget for os som startup, at vi formår at skabe rammerne for et givende praktikforløb, til glæde for både Sebastian og SagaLabs,” siger Kasper Hjortborg Kristiansen og fortsætter; ”Det har været fantastisk at have Sebastian som praktikant, og vi er glade for, at han fortsætter som en del af teamet.”
Et praktikophold, der gør en forskel
Rektor Rasmus Frimodt benyttede lejligheden til at understrege praktikkens betydning for erhvervsakademiet i sin tale:
”Praktikken er noget af det vigtigste, vi arbejder med på Zealand. Det er her, vi bygger bro mellem uddannelse og erhvervsliv. Og det er her, de studerende får mulighed for at sætte deres viden i spil i den virkelige verden. Årets praktikforløb viser, hvor meget værdi der opstår, når det lykkes”, siger han og fortsætter; ”Det er inspirerende at se, hvordan vores studerende formår at omsætte deres viden til konkret værdi i praksis. Årets vinder er et stærkt eksempel på, hvordan det perfekte match mellem studerende og virksomhed kan skabe udvikling begge veje,” siger rektor Rasmus Frimodt.
Klar til DM i Praktik
Med sejren skal Sebastian Bach Nielsen nu repræsentere Zealand ved den nationale finale DM i Praktik, hvor finalister fra hele landets erhvervsakademier mødes. Her dystes der om tre priser: Frontløberprisen og Publikumsprisen, som begge er sponsoreret af TL, samt hovedprisen Årets Erhvervsakademipraktik 2026, som er sponsoreret af HK Danmark.
De fem finalister
De fem finalister har fremvist bredden i Zealands uddannelser og kommet med et indblik i, hvor forskelligt – og værdifuldt – et praktikforløb kan udfolde sig:
SagaLabs ApS nomineret af Sebastian Bach Nielsen (Top-Up i IT-sikkerhed, Næstved)
Zeppelin Rental Danmark A/S nomineret af Cecilie Sofie Rasmussen (Markedsføringsøkonom, Roskilde)
Emerson nomineret af Caroline Aarti Blaabjerg Andersen (Logistikøkonom, Køge)
Ingeniører Uden Grænser nomineret af Mahdi Hameed Al-Dhahiri (Finansøkonom, Køge)
JJW Arkitekter nomineret af Mette Emilie Pedersen (Bygningskonstruktør, Næstved)
