Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Rekordoptag på bygningskonstruktør: Et fag i forandring tiltrækker bredt

Bygningskonstruktøruddannelsen på erhvervsakademierne har aldrig haft flere studerende. Med en stigning på 28 procent over fire år og en fjerdedel kvinder på de nye hold, afspejler optaget en uddannelse, der både bryder gamle mønstre og matcher fremtidens behov i byggeriet.

Da Clara Cassau Larsen i sommer blev færdig med HF, havde hun kig på både arkitekt- og ejendomsmægleruddannelsen. Men efter både værdifuld studievejledning og et besøg til Åbent Hus på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi i Næstved blev hun overbevist:

“Bygningskonstruktøruddannelsen kombinerer byggeri, ledelse og mange spændende muligheder. Jeg kunne mærke, at det var et godt match til mig,” fortæller hun.

Hun er én af de mange nye studerende, der står bag rekordoptaget i 2025. Samtidig er hun også en del af et mere kønsblandet studiemiljø på uddannelsen.

“Jeg mødte mange fordomme om, at det kun var et mandefag. Men vi er flere kvinder, end jeg havde troet, og det giver en rigtig god dynamik i undervisningen,” siger Clara Cassau Larsen.

I år udgør kvinder 25 pct. af de optagne studerende, og andelen vokser i takt med den årlige stigning optaget.

Når værktøjskassen møder studiebøgerne

Uddannelsen tiltrækker også et bredere felt af unge med forskellige baggrunde.

Benjamin Rendbæk Poulsen Nielsen er 27 år og har en baggrund som bygningsstruktør med 10 år i faget, men han måtte indse, at ondt i knæene og ønsket om nye udfordringer fyldte. Nu er han startet som bygningskonstruktørstuderende:

“Jeg kender håndværket og byggepladsen indefra. Nu vil jeg bygge videre på det med teori, projektledelse og rådgivning. Det er fedt at få det fulde overblik,” fortæller han.

Hvor Benjamin Rendbæk Poulsen Nielsen tager erfaringerne fra byggepladsen med ind i studiet, oplever Clara Cassau Larsen en stejl læringskurve på det tekniske område, men hun bidrager til gengæld med erfaring i rapportskrivning og analyse. Hun understreger, at de to forskellige baggrunde giver anledning til at hjælpe hinanden og en god balance mellem det boglige og det praktiske.

Netop blandingen af forskellige indgange er en styrke, forklarer Mathias Munkholm Jensen, adjunkt og studiekoordinator på bygningskonstruktøruddannelsen på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.

“De studerende skal kunne fungere som bindeled mellem håndværkere, ingeniører, arkitekter og bygherrer. Derfor rummer uddannelsen også mange forskellige specialiseringer og jobveje, men alle dimittender står på et bredt fundament af viden,” forklarer han.

Et fag i forandring

Uddannelsen til bygningskonstruktør tager 3,5 år og rummer både projekter tæt koblet til virksomheder, indbygget 20 ugers praktikophold og feltbesøg på byggepladser. Det betyder, at de studerende hele tiden arbejder med konkrete udfordringer fra branchen.

“Byggeriet står midt i en stor forandring. Grøn omstilling, nye CO2-krav og digitalisering er på dagsordenen hver dag. Vi sørger for, at de studerende er på forkant med udviklingen, så de kan gå direkte ud og gøre en forskel,” siger Mathias Munkholm Jensen.

Clara Cassau Larsen ser allerede den grønne omstilling som et centralt omdrejningspunkt:

“Det er godt, at der kommer flere regler og større fokus på bæredygtighed. Jeg glæder mig til at være med til at præge den udvikling og forhåbentlig stå som byggeleder på store projekter.”

Benjamin Rendbæk Poulsen Nielsen drømmer i samme retning:

“Det er projektledelse og helheden, der driver mig. Jeg vil gerne stå der, hvor jeg kan samle alle trådene og sikre den gode byggeproces i hele arbejdet.”

Rekordoptag afspejler relevans

Det er ikke tilfældigt at optaget på netop bygningskonstruktøruddannelsen stiger. Det er en uddannelse, der favner både de bogligt nysgerrige og de praktisk erfarne, og den giver et sikkert afsæt til en branche med høj efterspørgsel.

“Det brede fundament er nøglen. De studerende får både det store overblik og mulighed for at fordybe sig i specialiseringer. Derfor er de attraktive for et erhverv, der står midt i store forandringer,” siger Mathias Munkholm Jensen.

FAKTA om BYGNINGSKONSTRUKTØRUDDANNELSEN

Varighed: 3,5 år (professionsbachelor)

Studiesteder: Zealand, Erhvervsakademi København og Erhvervsakademi Sydvest

 Indhold: Uddannelsen kombinerer teori og praksis med fokus på ledelse, planlægning og koordinering af bygge- og anlægsopgaver

Jobmuligheder: Projektleder, byggeleder, rådgiver, konstruktør i entreprenør-, ingeniør- og arkitektfirmaer samt i offentlige forvaltninger

 

Læs artiklen på Danske Erhvervsakademiers hjemmeside.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål