Sjællands Erhvervsakademi

Nye internationale uddannelser skal styrke faglighed og erhvervsliv i Region Sjælland

Fra 2027 vil Zealand Erhvervsakademi udbyde to professionsbacheloruddannelser på engelsk i Næstved. De nye udbud inden for cybersikkerhed og bygningskonstruktion skal bygge videre på Zealands stærke faglige miljøer og give virksomhederne adgang til flere medarbejdere med specialiserede og internationale kompetencer.

Zealand har søgt om at etablere et engelsksprogede udbud af professionsbacheloruddannelserne i henholdsvis cybersikkerhed og bygningskonstruktion med i alt 100 studiepladser årligt. Begge uddannelser skal udbydes fra Zealands afdeling i Næstved.

To internationale udbud er godkendt
De internationale udbud bygger videre på de eksisterende uddannelser og faglige miljøer på Zealand, og de studerende bliver en del af et praksisnært uddannelsesmiljø med projektarbejde, cases, virksomhedssamarbejde og praktik som centrale elementer.

”Vi har allerede stærke faglige miljøer inden for både byggeri og cybersikkerhed. Med de internationale udbud kan vi tilføre miljøerne nye perspektiver og skabe endnu tættere forbindelser mellem vores studerende, undervisere og virksomheder. Det giver virksomhederne adgang til dimittender, som både har solide professionsfaglige kompetencer og kan arbejde i internationale sammenhænge,” siger Rasmus Frimodt, rektor på Zealand.

På cybersikkerhedsuddannelsen skal de studerende for eksempel arbejde med netværkssikkerhed, software- og datasikkerhed, automatisering samt ledelse og organisering af cybersikkerhedsarbejdet. Uddannelsen kombinerer dermed tekniske kompetencer med forståelse for governance, lovgivning og organisationers sikkerhedsprocesser.

Bygningskonstruktøruddannelsen retter sig mod en branche, hvor projekterne bliver stadig mere komplekse og internationale. De studerende skal blandt andet opnå kompetencer inden for projektledelse, bæredygtigt byggeri, digitalisering og koordinering på tværs af faggrupper.
Fælles for uddannelserne er, at de er udviklet til et arbejdsmarked, hvor medarbejderne skal kunne omsætte deres faglighed i praksis og samarbejde med kolleger, kunder og samarbejdspartnere på tværs af lande og kulturer.

Et internationalt studiemiljø i Næstved
De kommende studerende skal samtidig være med til at styrke det internationale studie- og bymiljø i Næstved. Zealand og Næstved Kommune vil samarbejde om at skabe gode rammer omkring de studerende, blandt andet i forhold til bolig, kontakt til virksomheder, studiejobs og mulighederne for at blive en del af byen og lokalområdet.

Ifølge Næstveds borgmester Kenneth Sørensen rummer de nye uddannelser et stort potentiale for både kommunen og regionen:
”Det er en rigtig god nyhed for Næstved og for hele regionen. De nye uddannelser vil bidrage til et mere internationalt uddannelsesmiljø, skabe nye forbindelser til erhvervslivet og kan være med til at tiltrække dygtige unge til kommunen. Vores ambition er, at de studerende ikke alene skal uddanne sig her, men også får lyst til at arbejde, bo og skabe deres fremtid i Næstved,” siger Kenneth Sørensen, borgmester i Næstved Kommune.

Virksomheder og brancheorganisationer har peget på gode muligheder for både praktik, studiejob og efterfølgende beskæftigelse. Det gælder inden for cybersikkerhed, hvor både private og offentlige organisationer efterspørger specialiserede kompetencer, og i byggeriet, hvor virksomhederne arbejder i stadig mere internationale projektorganisationer.

Zealand optager de første studerende i sommeren 2027.

Fakta

Bachelor of Cyber Security

  • 65 studiepladser årligt
  • Uddannelsessted: Zealand i Næstved
  • Undervisningssprog: Engelsk
  • Varighed: 3½ år
  • Fokus på blandt andet netværkssikkerhed, software- og datasikkerhed, automation og cybersikkerhedsledelse

Bachelor of Architectural Technology and Construction Management

  • 35 studiepladser årligt
  • Uddannelsessted: Zealand i Næstved
  • Undervisningssprog: Engelsk
  • Varighed: 3 ¼ år
  • Fokus på blandt andet projektledelse, bæredygtigt byggeri, digitalisering og tværfaglig koordinering

Læs pressemeddelelsen fra Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeriet her