Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

I ComplianceNow sælger praktikanten SAP til store virksomheder

Kunderne til SAP-løsninger er store virksomheder og ikke forbrugere. Det er bare én af de ting, Victor Thylkjær Andersen har skullet forholde sig i sit praktikforløb på uddannelsen til markedsføringsøkonom. Praktikken byder på stort ansvar og masser af faglig og personlig udvikling.

– Jeg laver alt fra hjemmeside til fact sheets, siger Victor mens han grinende slår armen ud i retning mod en masse farvestrålende papirer, der ligger spredt ud over skrivebordet.

Victor Thylkjær Andersen studerer markedsføringsøkonom på Zealand. Han er i praktik hos ComplianceNow – en del af Nagarro ES, der er et internationalt SAP-konsulenthus med hovedkvarter i Tyskland. Fra den danske afdeling i Herlev skal Victor være med til at brande Nagarro ES i Danmark og bane vejen for sælgere og konsulenter. ComplianceNow laver compliance-løsninger til SAP. Det er populært udtrykt software-løsninger, der sikrer at en virksomhed er helt i tråd med gældende regler. Det kan for eksempel være hvidvask-regler på det finansielle område eller skatteregler. Alt det skal Victor forsøge at få på dagsordenen fra skrivebordet i Herlev:

– Jeg skal også skabe kontakter via sociale medier. For vores vedkommende er det mest relevant på LinkedIn, hvor jeg skal skabe awareness. For eksempel, hvis vi afholder webinar, så skal jeg finde nogen, der gerne vil være med til det og i det hele taget skabe noget larm og støj omkring det og på den måde sætte os på verdenskortet. Man bliver ikke bare sat til at hente frokost. Der bliver stillet nogle krav. Der er også nogle klare forventninger til, hvad man får løst under sin praktik, for det har man jo aftalt, inden man starter, fortæller Victor Thylkjær Andersen.

12 ugers obligatorisk praktik

Praktikforløbet på 12 uger er en obligatorisk del af akademiuddannelsen til markedsføringsøkonom. Praktikken ligger sidst i uddannelsen, så det er her, det man har lært i løbet af studietiden, skal stå sin prøve i praksis. Derfor er det naturligvis også vigtigt, at praktikanten får noget ud af opholdet, og det er der blevet taget hånd om for Victor:

– En praktikant laver jo ikke kun ting, der er relevante for virksomheden, men også hvad man selv synes, kunne være fede opgaver at løse. Det synes jeg egentlig er meget fedt, at man selv kan være med til at bestemme. Men man kan jo aldrig være 100 procent sikker på, at den plan, der bliver lagt i forhold til arbejdsopgaver, holder. Man kommer til at mærke hvordan det er at sidde ude i virksomheden, hvor ting sker hurtigt og ændrer sig hurtigt. Man lærer hvordan virkeligheden hænger sammen i forhold til, hvad man har lært på skolen, fortæller Victor.

Skulle lære B2B-markedsføring

En af de nye ting, Victor har skullet forholde sig til i sin praktiktid er, at markedsføringen ikke retter sig direkte mod forbrugere, som er den disciplin, der fylder mest på uddannelsen til markedsføringsøkonom. Kunderne til store SAP-softwareløsninger er nemlig virksomheder og ikke private:

– På B2B-markedet (business to business, red.) der skal jeg stadigvæk opsøge en masse viden selv contra et måske lidt mindre komplekst forbrugermarketingaspekt. Men det synes jeg kun er fedt, fordi man ikke bare løser de praktiske opgaver, men også faktisk fortsætter med at udvikle sig meget under praktikken. Jeg synes faktisk, det er der, det har rykket sig mest, fortæller Victor.

Over 10.000 internationale kolleger

Nagarro ES er en stor, international koncern med over 10.000 ansatte fordelt på 26 lande. Og som praktikant kan man godt mærke, at nu spiller man med i en noget større sammenhæng, end man er vant til fra studiet:

– Her i ComplianceNow sælger vi konkrete produkter, men Nagarro ES sælger primært konsulentydelser. Der kan godt være nogle lidt firkantede opfattelser af, hvordan vi så skal se ud i forhold til corporate branding. Og så kan det godt være, at jeg har en god idé, men jeg er stadig kun praktikant, så jeg har ikke så mange stjerner på skulderen, og jeg kan ikke trumfe igennem og træffe den endelige beslutning. De er meget flinke, men de er også meget kontante. Der er ikke så meget pjat. Men det lærer man af. Det er jo sådan det er, siger Victor Thylkjær Andersen.

Før Victor startede i på uddannelsen til markedsføringsøkonom på Zealand i Roskilde, arbejde han som butikschef i Netto. Her fik han brugererfaring med SAP-systemer – blandt andet til indkøb:

– Jeg har prøvet, hvordan man bestiller bananer eller nyt tøj til medarbejderne, men det har været mit kendskab til SAP, så der har været en stejl læringskurve til at starte med i forhold til at finde ud af, hvad vi sælger og til hvem. Men jeg kan godt lide udfordringer, så det har været fedt. Og nu er jeg så ved at være et sted, hvor jeg faktisk føler mig tryg i at formidle nogle budskaber og have nogle sælgerkompetencer. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle lære at formidle og sælge SAP til store virksomheder, fortæller Victor Thylkjær Andersen.

Du kan læse mere om akademiuddannelsen til markedsføringsøkonom her og mere om praktik her.

Opdatering: Victor Thylkjær Andersen fik 12 for sin praktikrapport i november 2021 og arbejder nu som studentermedhjælper i ComplianceNow. Han fortæller, at kemien er god og håber på at kunne fortsætte karrieren som markedsføringsøkonom der.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål