Sjællands Erhvervsakademi

Næste afgørende skridt står for døren for verdens vildeste brobyggere: På torsdag rykker de ind på Zealand til projektets egen udgave af Løvens Hule

På torsdag mødes deltagerne i brobygningskonkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere til en stor og vigtig dag på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi i Næstved.

I projektets egen udgave af Løvens Hule skal de 45 lærlinge, studerende og elever præsentere originale designs af tre buebroer foran en række løver, aka nogle af landets førende arkitekter, ingeniører og faglærere.

Tough love
“Til vores udgave af Løvens Hule møder de unge brobyggere kritiske spørgsmål om deres valg af design. Det giver dommerne mulighed for at hjælpe de unge mennesker i den rigtige retning med lidt ”tough love” – men som jeg tror på skærper deltagernes fokus på at lave et godt projekt.” Sådan lyder det fra Kristian Jakobsen, som er ingeniør hos Rambøll, en af landets største ingeniørvirksomheder, og som også er en af de løver, som brobyggerne skal stå ansigt til ansigt med, når de på torsdag præsenterer deres færdige brodesigns på Zealand. Yderligere består løverne af arkitekter, ingeniører og konsulenter fra COWI, Dissing+Weitling, CELF og Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

Derudover vil undervisere og faglærere fra Zealand, EUC Sjælland og BC Syd være til stede hele dagen og vejlede de tre hold.

Spændingen sitrer
“Løvens Hule er en unik mulighed for at bygge bro mellem idéer og virkelighed. Vi ser en fantastisk energi og passion hos brobyggerne, når de står klar foran dommere og faglærere og deler deres visioner”, siger byggefaglig projektleder i Verdens Vildeste Brobyggere, Søren Nissen, og fortsætter:

“Der er også en mærkbar nervøsitet på dagen – hvilket er helt naturligt, når man står over for så stor en chance for at få ens projekt løftet til næste niveau. Spændingen sitrer, og det er netop det, der gør dagen så spændende.”

Om
Verdens Vildeste Brobyggere afvikles i Næstved 4. juni, hvor 45 lærlinge, studerende og elever dyster i – på bare syv timer – at bygge tre buebroer i beton, stål og træ på tværs af Den Fritlagte Suså. Der er gratis adgang hele dagen, hvor der vil være masser af aktiviteter, undervisning, underholdning, musik og madboder. Læs meget
mere på brobyggere.dk.

Næste gang de unge brobyggere mødes, er det på et værksted, etableret og indrettet særligt til brobyggerne meget tæt på Zealand. Her får de tre hold, i et aftalt omfang, mulighed for at præfabrikere de kæmpestore elementer i beton, stål og træ, som ender ud i tre buebroer på tværs af Den Fritlagte Suså 4. juni.

 

Læs pressemeddelelsen fra Verdens Vildeste Brobyggere her

Foto: René Kongsgaard / Holm Foto