Hvordan løser vi energiudfordringer i Danmark?
Hør om det danske energisystem, baseret på vedvarende kilder og muligheder for effektiv strømproduktion og energilagring. Der vil være fokus på brændselsceller og elektrolyse – inklusive Power-to-X.
Vingerne snurrer rundt på vindmøllerne og producerer strøm. En anden dag er der helt stille. Dan-mark er i fuld gang med den grønne omstilling, der går ud på at nedbringe udledning af drivhusgasser. Det gøres bl.a. ved at bruge vedvarende energikilder i stedet for fossile brændstoffer i energiforsyningen.
Vind og sol står højt oppe på listen over vedvarende kilder. Det er naturen der bestemmer, om vinden blæser eller solen skinner. Men det er os mennesker, der bestemmer, hvornår og hvilke energier vi vil bruge.
Hvad så, hvis vinden ikke blæser eller solen ikke skinner, eller hvis det blæser mere, end vi har brug for? Det kræver, at vi kan producere strøm fra andre kilder, og at vi kan lagre strøm til senere brug.
Brændselsceller og elektrolyse er to teknologier, som kan netop det. Foredraget vil fortælle om, hvad teknologierne handler om, og hvor vi står henne i dag.
Anke Hagen, Professor, Danmarks Tekniske Universitet