Sjællands Erhvervsakademi

Jesper Bramsbye bliver ny programchef på Zealand

Zealand har ansat Jesper Bramsbye som ny programchef for IT- og ledelsesprogrammet. Han tiltræder den 1. oktober og kommer med mere end 20 års erfaring inden for ledelse, organisationsudvikling, uddannelse og rådgivning.

Jesper Bramsbye er i dag uddannelsesleder for Center for Ledelse og Organisering på Professionshøjskolen Absalon. Tidligere har han blandt andet været leder på Danmarks Evalueringsinstitut og i Fredensborg Kommune, hvor han har fungeret som IT- og Digitaliseringschef.

Han har desuden mange års erfaring som konsulent og har undervist og vejledt på Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Copenhagen Business School.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Zealand og til at lære både organisationen, medarbejderne og uddannelserne bedre at kende. Zealand står et spændende sted med store ambitioner for uddannelserne og for samspillet med omverdenen, siger Jesper Bramsbye og fortsætter; ”Jeg ser frem til at bidrage med mine erfaringer og til sammen med medarbejdere og ledelseskolleger at udvikle IT- og ledelsesprogrammet videre.”

Skal være ansvarlig for It- og ledelsesprogrammet

Uddannelsesdirektør Tobias Høygaard Lindeberg glæder sig over ansættelsen:

”Jesper har en stærk og bred ledelsesprofil kombineret med et solidt kendskab til uddannelsessektoren. Han kommer med erfaring fra både uddannelse, forskning, efter- og videreuddannelse og strategisk udvikling. Det bliver værdifuldt i arbejdet med at styrke IT- og ledelsesprogrammet og dets uddannelser. Samtidig har han vist, at han kan skabe resultater gennem tæt samarbejde med både medarbejdere, ledelseskolleger og eksterne samarbejdspartnere. Jeg er derfor meget glad for, at Jesper har sagt ja til at blive en del af Zealand,” siger Tobias Høygaard Lindeberg

Om Jesper Bramsbye
Jesper Bramsbye er uddannet cand.merc. i strategi, organisation og ledelse og har desuden en Master of Public Governance.