Sjællands Erhvervsakademi

Iværksætterdag 2026 satte fokus på entreprenørskab i undervisning og praksis

Hvordan styrker vi entreprenørskab som en naturlig del af undervisning, praktik og samarbejde?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Zealand den 10. april samlede ledere, undervisere og nøglemedarbejdere til Iværksætterdag 2026 i Næstved.

Dagen blev afholdt som en del af projektet Zealand Connected Starters, der arbejder for at styrke studerendes entreprenante kompetencer og gøre innovation og iværksætteri til en integreret del af uddannelsernes praksis.

Bag arrangementet stod et stærkt samarbejde mellem Mette Løye Balle, Lene Hald, Mette Gliemann Day og Signe G. M. Hansen, som havde sammensat en dag fyldt med inspiration, erfaringsudveksling og nye perspektiver.

Programmet bød på oplæg fra både interne og eksterne aktører. Deltagerne fik blandt andet indblik i projektets arbejde og perspektiver fra ledelsen, bidrag fra Fonden for Entreprenørskab samt oplæg fra virksomheder som GradeAid.ai og BeLonging.

Derudover delte tidligere Zealand-studerende erfaringer fra deres egne iværksætterrejser og satte konkrete eksempler på, hvordan entreprenante kompetencer omsættes i praksis. Blandt dem var Joakim Buhl og Laura Lundtorp fra El Garagen, som sidste år vandt Entreprenørfestivalens bæredygtighedspris. De fortalte engageret om deres udviklingsrejse – fra de første idéer til en virksomhed i vækst – og om de mange nye initiativer, de arbejder med i dag.

Et centralt tema gennem dagen var, at entreprenørskab rækker langt ud over det at starte egen virksomhed. Entreprenante kompetencer handler også om at udvikle handlekraft, refleksionsevne og evnen til at omsætte viden til konkrete løsninger – kompetencer, som er relevante for alle studerende uanset branche og karrierevej.

Dagen blev afsluttet med workshops, hvor deltagerne arbejdede med idéer til nye samarbejder og muligheder for at styrke entreprenante læringsforløb på tværs af Zealand.

Iværksætterdag 2026 markerede dermed endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at forankre en stærkere entreprenant tilgang på tværs af organisationen – til gavn for både undervisning, praktik og fremtidens studerende.