HHx’ere bygger egne prototyper

HHx’ere bygger egne prototyper
Laura fra Rønnede og Andreas fra Køge går til daglig på hhx, handelsgymnasiet i Køge. Helt nøjagtigt læser de på Innovationslinjen. De tilbragte en hel dag med deres klassekammerater på Zealand i Køge, hvor de skulle lave prototyper med materialer og teknologi, de ikke har adgang til på hhx.
-”Det er superfedt at få indsigt i at lave rigtige prototyper her på Zealand. Her i deres makerspace er alle de materialer og den teknologi, fx 3D-printere, t-shirt-printere, laserskærere og andet, som vi ikke har på handelsgymnasiet. Det har været et meget intenst dagsforløb med fokus på at lave prototyper i praksis, ikke kun på papiret,” siger Andreas på18 fra Køge om besøget på Zealand.
Laura på 18 fra Rønnede var også begejstret for dagen: -” Underviseren fra Zealand var god til at vise os, hvordan vi forvandler en ide til et virkeligt produkt. Og så var han virkelig været god til at kommunikere med os unge, det betyder altså også meget,” siger hun og tilføjer:
-”Jeg havde kun tænkt på universitetet som en vej, jeg kunne gå efter hhx, men nu kan jeg se muligheder i et erhvervsakademi. Her på Zealand er det i hvert fald fedt, at man som studerende har mulighed for at arbejde med sine projekter i praksis i et teknologisk innovations-lab, som vi har gjort i dag.
Henrik Mikkelsen underviser til daglig de studerende på Zealand og er glad for at kunne inspirere og hjælpe eleverne fra ungdomsuddannelserne: -”De unge skal jo snart til at vælge videregående uddannelse, og her får de hands on erfaring med, hvad vi tilbyder her på erhvervsakademiet. HHx-elevernes besøg i vores makerspace er en god måde at bygge bro mellem os som videregående uddannelsesinstitution og så ungdomsuddannelserne i regionen, som fx hhx, stx og htx. Og det er i øvrigt også inspirerende for mig som underviser at skulle formidle hvad vi kan over for måske kommende studerende. Desuden indgår de prototyper, eleverne laver, i en regional innovationskonkurrence,” slutter han.
Foto: Henrik Mikkelsen viser hhx-eleverne, hvordan man kan designe og trykke egne t-shirt-motiver i forretningsøjemed.
Foto: Andreas og Laura, 2.g-elever på hhx på Køge Handelsgymnasium var glade for dagen på Zealand.