Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Gør som mig: Carlos tog springet fra kok til proces-teknolog

Med en baggrund som kok og køkkenchef valgte Carlos Jorge Alfaro Alencastre at skifte retning og tage en videregående uddannelse til procesteknolog. Nu drømmer han om en fremtid i medicinalindustrien.

Carlos har en alsidig karriere i restaurantbranchen bag sig. Han har stået i spidsen som både souschef og køkkenchef, men alligevel begyndte tanken om noget andet at melde sig. Valget faldt på den 2-årige videregående uddannelse til procesteknolog, der udbydes i Roskilde på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Uddannelsen er praksisnær og bygger bro mellem håndværk og teknologi – og for Carlos blev det en naturlig forlængelse af hans erfaringer med råvarer, kvalitet og procesforståelse.

“Jeg kunne ikke se mig selv være glad de næste mange år, og jeg havde en stærk trang til at prøve noget helt andet – noget, der kunne udfordre mig på en helt ny måde. Jeg havde brug for at starte forfra og finde ud af, hvad jeg ellers kunne drive det til,” fortæller han.

Gør som mig – tag springet!

For Carlos er der ingen tvivl om, at uddannelsen er skræddersyet for mennesker med baggrund i det faglærte ligesom hans kokkekarriere. Mange faglærte tøver måske med at tage en videregående uddannelse, fordi de ikke ser sig selv som “studerende” igen. Men Carlos er et levende bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre – og at det kan åbne nye døre. Til andre faglærte, der går med overvejelser om at tage en videre-gående uddannelse, er Carlos’ opfordring tydelig:

“Gør det! Der er ingen grund til at gå og fortryde det, man kunne have gjort, så længe man har muligheden. Livet er simpelthen for kort til det.”

Uddannelse med fremtidsperspektiv

Han var vant til højt tempo, præcision og kvalitet i køkkenet, og da han begyndte på procesteknolog-uddannelsen, kunne han genkende flere elementer fra sin tidligere hverdag. Men han kunne hurtigt se, at han med sit sporskifte har valgt rigtigt, fordi han både kan bruge sin arbejdserfaring og imødekomme de faglige arbejdsmæssige drømme for fremtiden. “Allerede I løbet af det første semester var der meget genkendeligt og stof, jeg kunne relatere til fra min tidligere erfaring. Det gjorde overgangen fra et travlt og velanset job til skolebænken meget nemmere. Jeg valgte studieretningen indenfor

procesteknologi. Det var hårdt, men også meget lærerigt. Jeg fik præcis det, jeg søgte – at starte forfra og udvikle mig på flere punkter,” siger Carlos Jorge Alfaro Alencastre.

Begyndelsen på noget nyt

I takt med at han får prøvet sig selv af i nye rammer som studerende på erhvervsakademiet Zealand, har Carlos’ ambitioner for fremtiden også flyttet sig markant, for nu ser han sig selv forme fremtiden i en helt anden branche.

“Jeg har et stort ønske om at arbejde inden for medicinalindustrien, hvor jeg på sigt gerne vil bygge videre på de lederegenskaber, jeg allerede har med i bagagen fra min tid i restaurationsbranchen,” siger Carlos.

Det er en vej, han aldrig havde overvejet som kok, men som nu står helt åben for ham.

Hans rejse er et godt eksempel på, hvordan man kan tage sine kompetencer med sig og anvende dem i en ny kontekst, for uddannelsen til procesteknolog åbner døre til mange brancher – alt fra fødevare- og miljøteknologi til kemi og medicin. For faglærte som kokke, konditorer og mejerister kan det være en oplagt vej til at bygge videre på det, de allerede kan, og samtidig få adgang til nye roller med større ansvar og faglig bredde.

Fakta om uddannelsen

Uddannelsen til procesteknolog er en videregående uddannelse på erhvervsakademi-niveau, der klæder de studerende på til at arbejde med komplekse produktionsprocesser i blandt andet fødevare-, energi-, miljø- og medicinalindustrien. Det er en praksisnær og målrettet uddannelse, hvor man lærer at styre og optimere processer, sikre kvalitet og bæredygtighed og bidrage til innovation i produktionen. For uddannelsessøgende med en EUD-baggrund giver uddannelsen til procesteknolog mulighed for at bygge videre på sine praktiske erfaringer og få adgang til nye, men beslægtede fagområder.

Læs mere om uddannelsen her. https://www.zealand.dk/fuldtid/procesteknolog/

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål