Forskningens Døgn på besøg

Forskningens Døgn på besøg
Vi støtter op om Forskningens Døgn, en landsdækkende videnskabsfestival, der skaber mødesteder mellem forskere og borgere. Vi ønsker at være med til at sprede viden, og derfor har vi også bestilt flere forskere til at komme rundt på vores afdelinger.
I dag har man i Slagelse kunne høre historien om det største danske rumprojekt, stormjægeren ASIM, og få indblik i, hvordan ASIM blev bygget, sendt ud i rummet og installeret på rumstationen ISS.
Vi har nemlig haft besøg af forsker Dan D. V. Bhanderi som har vist og fortalt om rumprojektet. Vi har bl.a. set billeder af kæmpelyn og gammaudbrud.
Foredraget er booket af Tue Petersen, lektor fra Zealand, som underviser på uddannelsen til laborant. Han mener, at det er godt at kunne tilbyde de studerende et foredrag med personer ude fra, som bringer nye perspektiver ind i uddannelsen.
“Årets foredrag var dog lidt en satsning i det emnet ligger lidt længere væk fra det laboratorietekniske end de foredrag vi tidligere har haft, men vi gør os dog en forhåbning om, at de studerende bemærker, at der til dette arbejde er blevet arbejdet i renrum – renrum er noget, som nogle af vores studerende senere selv vil skulle arbejde i, men som vi ikke har mulighed for at tilbyde dem erfaring i Zealands lokaler,” siger Tue Petersen.
Foredraget var vellykket og med interesserede studerende, der havde mange gode spørgsmål at stille forsker Dan D. V. Bhanderi.
I morgen kan du høre om smartere kloakker, der måske kan give os et bedre miljø. Foredraget er fra 10-12 på vores afdeling i Slagelse.