Sjællands Erhvervsakademi

Valgfag 1: Regional og fagspecifik kulturformidling

eller turismens verden og trends

ECTS
5 point
Niveau
Diplom

Introduktion

Bliv klogere på turismens verden – og din rolle i den! På dette fag udforsker vi, hvordan turismen er organiseret, hvem der styrer udviklingen, og hvad der driver turister til at rejse. Gennem historiske perspektiver og fremtidige trends får du et helhedsbillede af branchen, så du kan navigere sikkert i en oplevelsesbranche i konstant forandring.

Du får viden om

Turisme er en kompleks og dynamisk verden, hvor turistføreren spiller en central rolle. For at navigere i denne branche er det afgørende at forstå de mange aktører, der påvirker turismen – både direkte og indirekte. På dette fag får du indsigt i, hvordan turismeindustrien er organiseret, og hvordan forskellige interessenter, fra offentlige myndigheder til private virksomheder, arbejder med forskellige mål og agendaer, som påvirker din hverdag som turistfører.

Men turisme handler ikke kun om systemer – det handler også om mennesker. Derfor dykker vi ned i turisternes adfærd, deres motivation for at rejse og de trends, der former deres ønsker og forventninger. Du får også et historisk perspektiv på turismen og dens udvikling gennem tiden, så du kan forstå, hvordan branchen har ændret sig – og hvor den bevæger sig hen. Med andre ord giver dette forløb dig et helikopterperspektiv på turismen, der ruster dig til at agere professionelt i en branche i konstant udvikling.

Forløbet svarer i omfang og indhold til et 5 ECTS-valgfag på Diplomuddannelsen til Turistfører. Dette valgfag er udviklet på baggrund af valgfaget ”Regional og fagspecifik kulturformidling”.

Kompetencer og udbytte

På dette fag får du en dybere forståelse af turismens samfundsmæssige rolle, både historisk og i nutiden. Du lærer, hvordan turismen er organiseret, og hvordan forskellige aktører påvirker hinanden i et globalt netværk. Derudover får du indsigt i de mange typer af turister og deres adfærd, så du bedre kan målrette din kommunikation og dine ydelser. Endelig arbejder vi med fremtidens turisme, hvor du lærer om nye trends og innovationer, der former branchen.

Eksamensform

Mundtlig prøve (individuel eller gruppe) med udgangspunkt i en synopsis (det skriftlige produkt). Grupperne kan bestå af 2 til 4 studerende. Udgangspunktet for den mundtlige prøve er det skriftlige produkt og prøven foregår som en dialog,, hvor du arbejder med en selvvalgt problemstilling. Her skal du inddrage både de forskellige aktører på udbudssiden og de forskellige turistgrupper på efterspørgselssiden. Efter præsentationen følger en dialog, hvor du besvarer spørgsmål og reflekterer over dit emne. Den samlede eksamination varer 20 minutter pr. medlem i gruppen