Sjællands Erhvervsakademi

Økologi og bæredygtighed

På faget Økologi og bæredygtighed lærer du om blandt andet miljøstyringssystemer, lovgivning for økologiske spisemærker og miljøcertificering af storkøkkener.

ECTS
10 point
Niveau
Akademi
Del af uddannelsen

Introduktion

I faget Økologi og bæredygtighed har vi fokus på etablering af miljøstyringssystemer, lovgivningen for økologiske spisemærker og miljøcertificering og registrering af storkøkkener som brugere af økologiske spisemærker. Formålet er at kvalificere dig til at kunne arbejde med økologi til brug ved økologisk mad- og måltidsproduktion og ved omlægning til økologisk køkkendrift.

Du får viden om

Ud over ny viden om miljøstyringssystemer og økologimærkning vil du gennem faget Økologi og bæredygtighed også tilegne dig indgående kendskab til grundlæggende ledelses- og motivationsteorier. Desuden får du indsigt i omlægningsprocesser i forhold til økologi samt bæredygtig produktion og drift af storkøkkener. Du lærer at kunne planlægge og gennemføre mad-og måltidsproduktion med øje for ressourcer og krav fra miljøstyringssystemer. Du får også indsigt i, hvordan FN’s verdensmål kan anvendes i den daglige praksis for at øge virksomhedens bæredygtighed.

Kompetencer og udbytte

Hvad enten du er leder inden for fødevare- eller måltidsproduktion i forvejen, vil du kunne stå i spidsen for økologiske omlægningsprojekter. Du vil få de rette kompetencer til at lede og motivere medarbejdere i den forandringsproces, der sker, når nye mål og standarder for økologisk kvalitet og bæredygtig drift skal indføres og virke i praksis. Desuden får du værktøjerne til at lede små og mellemstore økologiske omlægningsprojekter, implementere miljøstyringssystemer samt at deltage i miljøcertificering af storkøkkener.