Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Det giver helt sikkert et rygstød, når man skal ud og søge job

Da Betina Steen Hamps job som ernæringsassistent blev nedlagt, tog hun Akademiuddannelsen i Ernæring og fik herefter et job som kantineleder. Det er godt at gå mere i dybden med sit fag, for det gør det muligt at få mere ansvar, oplever hun.

Akademiuddannelsen i Ernæring åbner op for, at man kan få job inden for sundhed og ernæring med mere ledelse og økonomi. Da Betina Steen Hamp afsluttede studiet i foråret 2020, fik hun job som kantineleder på Buddinge Skole i Gladsaxe. Før arbejdede hun som ernæringsassistent i Fødevarestyrelsen, men da driften af kantinen skulle udliciteres, mistede hun sit job. Køkkenpersonalet fik tilbudt at komme på efteruddannelse for at gøre sig mere attraktiv på arbejdsmarkedet.

”Jeg tænkte, hvorfor ikke bare tage en uddannelse og bygge ordentlig ovenpå og få noget mere med i rygsækken, når jeg skulle ud og søge job. Jeg havde to år til at tage uddannelsen, fordi jeg skulle være færdig inden udliciteringen, så jeg havde travlt,” fortæller Betina Steen Hamp.

Sammen med en kollega laver hun ernæringsrigtig mad efter de officielle kostråd til elever fra 0. til 9. klasse og til lærerne på skolen. Foruden boller til morgenmad er det et varmt måltid eller en sandwich til frokost.

Lært at stille skarpt på opgaven
Betina Steen Hamp står for menuplanlægning og indkøb og har desuden ansvar for, at økonomien holder i forhold til budgettet. Uddannelsen har givet hende baggrundviden og en dybere forståelse for at planlægge, optimere og lede produktion af ernæringsrigtige måltider. Hun har lært at stille skarpt på opgaven og at komme sikkert i mål med den.

”I stedet for at synes sådan eller sådan har jeg fået en masse evidens bagved til at kunne sige, hvordan det skal være fx ifølge de officielle kostråd. Vi har lært en masse om egenkontrol og hygiejne og været omkring vejledninger, forordninger og bekendtgørelser og hvor, jeg finder svar, hvis jeg er i tvivl om noget. Det har styrket mig meget. Det giver helt sikkert et rygstød, når man skal ud og søge job,” siger hun.

Hun kan påtage sig flere opgaver, end hun kunne før. Uddannelsen har fyldt de huller ud, der har manglet. Nu ved hun mere om økologi og bæredygtighed, og hvordan man fx med fordel kan arbejde med regneark.

Bevis på faglig kunnen
Det giver selvtillid at tage en akademiuddannelse, oplever Betina Steen Hamp. Hvis man har været det samme sted i mange år, kan det godt være lidt grænseoverskridende at søge job, for hvad er det egentlig, at man kan.

”Her har jeg jo lært at sætte ord på. Jeg har set, hvad jeg kunne, når jeg gik til eksamen. Det var i den grad en hjælp i min jobsøgning. Det overraskede mig meget, at jeg faktisk er dygtig til det, jeg laver. Og det kunne jeg bevise ved at få det ned på et stykke papir og sige det højt. Det har været en kæmpe succes for mig, at jeg kan fylde noget nyt på og også blive god til det, så jeg kan komme videre og udvikle mig selv. Men jeg arbejdede også virkelig hårdt, og det betalte sig jo,” fortæller hun.

Hun sætter pris på det netværk, som hun har fået som ekstra gevinst ved at gå på studiet. For det at have nogle gode kontakter kan være en stor hjælp, hvis man skulle miste sit job og har brug for, at nogen kan hjælpe med at skubbe én i en rigtig retning.

Gode faglige dialoger
Det er over 12 år siden, at Betina Steen Hamp sidst var til en eksamen. Det har været en positiv oplevelse at komme tilbage på skolebænken.

”Det har jo ændret sig, hvordan man går til eksamen. Lærerne var engagerede og altid forberedte, så man kunne mærke, at de brænder for det, som de underviser i. Man havde så mange gode faglige dialoger. Det var helt perfekt, så jeg kommer gerne igen,” siger hun.

Betina Steen Hamp kunne godt tænke sig på et tidspunkt at bygge på med mere uddannelse inden for ledelse.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål