Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Autisme er ingen hindring for høj uddannelse

-”Jeg elsker en god gåde, et projekt, hvor jeg virkelig skal bryde hjernen med, hvad der ligger bagved i koden.” Anders Genderskov Binder, 23, og kan nu kalde sig datamatiker. På Zealands autismelinje - ’A-holdet’ - mødte han en studieform, der gav ro til at blomstre fagligt og socialt - alt det, han ikke fik på universitetet, hvor han forsøgte at få en videregående uddannelse før studiet på Zealand.

Anders Genderskov Binder har lige modtaget et flot 12-tal for sin afsluttende hovedopgave på datamatikeruddannelsen på Zealand. Han er glad for, at A-holdet var en mulighed, ellers havde han måske ikke fuldført en videregående uddannelse:
-”Jeg læste matematik og datalogi på Københavns Universitet, men der var ingen kontakt mellem dem, der stod ved tavlen og de studerende til forelæsningerne, og jeg har brug for en faglig dialog, en kontakt med underviserne. Desuden var det svært at finde et sted af få ro og koble fra imellem forelæsningerne og når vi havde gruppearbejde,” fortæller Anders og tilføjer, at det ikke fungerede for ham og han måtte se sig om efter et andet sted af få videreudviklet sine evner udi at skabe digitale systemer.

Fandt det rette studiemiljø i Roskilde
-”Jeg bor på Frederiksberg, men fandt så ’A-holdet’ på datamatiker-studiet på Zealands afdeling i Roskilde – og det har været togturen værd! Vi har en tæt kontakt til underviserne, de forstår, hvordan de kan støtte og motivere og så er de fysiske rammer indrettet til os studerende med diverse former for autisme. Jeg har også taget min studentereksamen på en autismelinje på Høje Tåstrup Gymnasium, hvor vi også havde de fysiske rammer, der gav ro, sparring og en tryg struktur. På A-holdet er underviserne supergode til at sparre og indretningen gjorde også, at vi faktisk fik opbygget et godt socialt samvær mellem os studerende. Så man kan sige, at vi alle voksede ikke bare fagligt, men også kammeratligt,” tilføjer Anders.

Trinvis overgang til resten af studiemiljøet
På A-holdet er der 8-10 studerende, der alle har en autismediagnose af en slags. Derfor er studiet indrettet i rammer, der skaber tryghed, mulighed for at afskærme sig, så koncentration og faglighed kan udfolde sig. Efter det første år på A-holdet, indgår holdet i undervisningen med de øvrige studerende på de ordinære hold. Men Anders og hans studiekammerater fra det oprindelige A-hold havde et lokale til opgaveskrivning til rådighed. I femte semester skal A-holdets studerende, som alle andre på Zealand, i praktik i en virksomhed i tre måneder.

Begejstret praktikvirksomhed og en flot anbefaling
Anders Binder var i praktik i 3 måneder i COOP’s afdeling for softwareudvikling:
-”Jeg følte mig lynhurtigt som en del af teamet. Jeg havde en fast kontaktperson, som jeg kunne spørge om alt og det gav tryghed fra starten af. Jeg udviklede back end-software for COOP’s app i min praktik. Det gik rigtig godt, vi kunne arbejde på kontoret hver dag, også under corona-nedlukningen. Min leder var i hvert fald så tilfreds med min indsats, at jeg fik en anbefaling med til cv’et, når jeg skal søge job – men lige nu skal jeg læse videre med en overbygning på min datamatikeruddannelse, en professionsbachelor i softwareudvikling,” siger Anders Genderskov Binder.

FAKTA OM A-HOLDET
A-holdet er autismelinjen på Zealands datamatiker-uddannelse. Struktur og undervisning er tilrettelagt, så studiemiljøet danner en tryg og fagligt optimal ramme for studerende med autismespektrum-forstyrrelser. Vi er i løbende dialog med virksomheder i hele regionen om det praktikophold, som alle studerende skal ud i, i løbet af studietiden. Studiet varer to og et halvt år og har til huse på Zealands afdeling i Roskilde.

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål