Sjællands Erhvervsakademi
EN DK

Lokale uddannelser er guld værd

Det er en gevinst for regionens erhvervsliv og konkurrencedygtigheden, når uddannelsessøgende aktivt træffer et valg om at læse videregående uddannelser lokalt.

Zealand – Sjællands Erhvervsakademi er en medspiller i processen, der handler om at holde gang i udviklingen i regionen, samt en aktør i forhold til at styrke innovationen og konkurrencedygtigheden. Så opgaven er klar for både erhvervsakademiet og Jane Dahl, formanden for Erhverv, beskæftigelse og uddannelse i Slagelse.

”Vi er meget opmærksomme på vores store opgave i Region Sjælland. En region, der er kendetegnet ved at have landets laveste andel af borgere med en videregående uddannelse, og samtidig det laveste udbud af videregående uddannelser og studiepladser af alle fem regioner i Danmark,” siger konstitueret uddannelsesdirektør Jens Lautrup Nørgaard på Zealand.

”Samtidig bidrager vi gennem uddannelse, i forskningsprojekter og i brede samarbejder med erhvervslivet til et Danmark i Balance, for det giver mulighed for at udvikle sig og skabe bæredygtig vækst. Som erhvervsakademi medvirker vi til at skaffe virksomhederne adgang til kvalificeret arbejdskraft på forskellige niveauer,” uddyber han.

Viceborgmester Jane Dahl er enig: “Det er vigtigt, vi tager hensyn til vores unge der gerne vil blive boende lokalt, vores erhvervsliv, der mangler kvalificeret arbejdskraft og ikke mindst bosætning. Uddannelserne skaber jobmuligheder og økonomisk vækst i vores lokalområde. Derudover er tilstedeværelsen af attraktive uddannelser med til at bidrage til en øget bosætning og en levende by. Det er vigtigt, at vi sikrer gode uddannelsesmuligheder for vores unge, så vi kan bidrage til lokal udvikling,” siger Jane Dahl.

Beliggenhed en tilvalgsfaktor
Når den enkelte efter endt erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse skal vælge at læse videre, er det ikke kun overvejelser omkring job og løn, der betyder noget. Balancen mellem studier, familieliv og andre forpligtelser er vigtig for mange uddannelsessøgende. Lokalforankringen bliver også væsentlig, når det gælder om at opbygge netværk og samtidigt deltage aktivt i studielivet.

For 38-årige Tanya Jensen, der spændt venter svar på om, hun er kommet ind på Jordbrugsteknolog på Zealands afdeling i Slagelse, var det altafgørende at uddannelsen ligger lokalt og tæt på familien.

”Lysten til at bygge videre på min landbrugsbaggrund har længe været der, men når vi er en familie med to små børn og en mand, der er selvstændig skoventreprenør, så kan jeg ikke rejse langt for at tage en uddannelse,” siger Tanya Jensen og fortsætter,

”Fysisk arbejde duer ikke til mig længere, så jeg har været nødt til at tænke videre i, hvad jeg skal så jeg kan blive. Da det gik op for mig, at jeg kunne læse til Jordbrugsteknolog i Slagelse, og uddannelsen indeholder mine interesser inden for skov, natur, biodiversitet og vandløb, så sendte jeg min ansøgning af sted.”

Form fremtiden lokalt
Allan Strudahl, der er virksomhedsejer i Slagelse, bakker op om videregående uddannelser i lokalområdet, fordi samarbejdet bidrager til et sundt erhvervsliv. Det skaber værdi at have studerende tæt på, fordi de kan komme ud og gøre en forskel. Selv har han to Zealand-uddannede i sit reklamebureau, hvoraf den ene blev ansat efter praktikperioden.

”Hvis ikke mulighederne for at få kvalificeret arbejdskraft eller praktikanter findes lokalt, kan man som erhvervsdrivende ende i den situation, at man ikke kan levere på et højt niveau. Dét vil sætte sit præg på lokalsamfundene udenfor storbyerne! For enten bliver virksomhederne, men mangler den konkurrencedygtige arbejdskraft og kan ende med at lukke – eller også så flytter virksomheder fra de mindre byer og derhen, hvor arbejdskraften og den nye viden er, ” siger Allan Strudahl og fortsætter;

”Derfor er det også vigtigt, at vi som erhvervsliv, der kontinuerligt har brug for ny viden eller specialiseret arbejdskraft, også kigger ind i, hvad vi selv kan tilbyde, når vi tager imod studerende fra videregående uddannelser i praktik og efterfølgende i job i Slagelse og omegn.”

Konstitueret uddannelsesdirektør stemmer i:
”Megatrenden vil altid være, at mange unge ønsker at læse i storbyerne. Og så er der dem, der netop får sig en uddannelse i dag, fordi vi er tilstede hvor de er,” siger Jens Lautrup Nørgaard på Zealand og uddyber:

”Vi skal ikke tabe de unge, der i første omgang ikke har lyst til eller mod på at tage til Odense, Aarhus og København for at videreuddanne sig. Det er i virkeligheden guld, at de vil og kan studere mere lokalt, fordi det på længere sigt gavner både den enkelte nyuddannede, erhvervslivet og hele samfundet såvel regionalt, nationalt som globalt.”

Muligheder i praktik og job
25-årige Marcus Rønne Høst, uddannet multimediedesigner på Zealands afdeling i Slagelse, arbejder i dag ved reklamebureauet ConsiderThis! hvor han laver Design og Content.

”Det er virkelig fedt at kunne tage en videregående uddannelse i Slagelse, da det er så tæt på! Jeg ville hade at skulle pendle til og fra skole, hvis det hele lå i for eksempel København,” siger Marcus. ”Det, at der har været mulighed for at tage en videregående uddannelse her i Slagelse, har også været med til at skubbe mig i den rigtige retning.”

Zealand

Cookie-indstillinger

Zealand og tredjeparter bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse af zealand.dk samt til statistik. Du kan til- og fravælge cookies ved at klikke på knapperne herunder. Når du klikker ‘Accepter alle’, accepterer du vores brug af cookies og Zealands privatlivspolitik. Du kan ændre eller trække din accept tilbage ved at klikke på ‘Cookieindstillinger’ i bunden af siden. Læs mere om cookies i vores cookiepolitik

Tilbage

Cookie-indstillinger

Hvis du ikke ønsker, at vores samarbejdspartnere behandler dine persondata og anvender dem på tværs af internettet, kan du fravælge det her.

Formål