Sjællands Erhvervsakademi

Realkompetencevurdering (RKV)

Realkompetencevurdering (RKV) kan anerkende din viden og dine erfaringer.

En realkompetencevurdering er en individuel vurdering, hvor du har mulighed for at få anerkendt de kompetencer, den viden og de færdigheder, som du har erhvervet dig gennem dit arbejdsliv, frivillige aktiviteter, kurser m.m., men som du ikke har et formelt bevis på.

Realkompetencevurderingen kan gives som:

  • Adgangskrav til en uddannelse (optagelsesbevis)
  • Anerkendelse af et enkelt eller flere moduler på en uddannelse (kompetencebevis)
  • Anerkendelse af et uddannelsesniveau

Få bevis på din viden og dine færdigheder

I realkompetencevurderingen for de enkelte moduler vurderes det om din viden, færdigheder og kompetencer lever op til målene for et eller flere moduler på en specifik akademi- eller diplomuddannelse. Får du en positiv vurdering, får du udstedt et kompetencebevis for det eller de specifikke moduler.

Husk at vedlægge dit CV samt dokumentation for viden og færdigheder, du har opnået gennem erhvervsarbejde, uddannelsesaktiviteter og lignende, der har relevans i forhold til din ansøgning.

En vurdering er gratis, hvis dit uddannelsesmæssige niveau ikke overstiger en erhvervsuddannelse. Har du et højere uddannelsesmæssigt niveau, er prisen for en kompetencevurdering 2.000 kr. for et 5 eller 10 ECTS- akademimodul.

For et diplommodul koster det 3.500 kr.

Få et uddannelsesbevis

Mener du, at du har færdigheder, kompetencer og viden, som svarer til en hel uddannelse, vil du kunne søge om at få dine realkompetencer anerkendt i form at et uddannelsesbevis, som svarer til en hel uddannelse.

Realkompetencevurdering til et uddannelsesbevis koster 5.000 kr. for akademiniveau.

Vurderingen er dog gratis, hvis dit højeste uddannelsesniveau er en erhvervsuddannelse.

RKV på Zealand

Zealand kan foretage realkompetencevurdering i forhold til følgende uddannelser:

  • Diplom i Ledelse
  • Akademiuddannelsen i El-installation
  • Akademiuddannelsen i Hygiejne og rengøringsteknik
  • Akademiuddannelsen i International transport og logistik
  • Akademiuddannelsen i Ledelse
  • Akademiuddannelsen i Salg og Markedsføring
  • Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis
  • Akademiuddannelsen i Bioteknologi, procesteknologi og kemi
  • Akademiuddannelsen i Ernæring
  • Akademiuddannelsen i Informationsteknologi
  • Akademiuddannelsen i Kommunikation og Formidling
  • Akademiuddannelsen i VVS-installation
  • Akademiuddannelsen i Finansiel Rådgivning
  • Akademiuddannelsen i Innovation, Produkt og Produktion
  • Akademiuddannelsen i Proces, laboratorie og fødevareteknologi
  • Akademiuddannelsen i Økonomi- og ressourcestyring

Guide til ansøgning

Når du søger om en realkompetencevurdering, skal din ansøgning indeholde:

Et udvidet CV

Du skal anvende CV-skabelonen i din ansøgning.

Husk at vedlægge dokumentation. Vi kan kun vurdere på kompetencer, der er dokumenterede. Dokumentationen skal både bestå af dine formelle uddannelsesbeviser samt dokumentation for dine mere uformelle kompetencer, f.eks. beviser fra sportsklub, udtalelser / bekræftelse fra arbejdsgivere, ansættelsesbrev eller lønsedler mv.

Du skal vedlægge en dokumentationsliste med en oversigt over det medsendte materiale. Se mere under “Dokumentationsliste”

En case

Du skal i din ansøgning vedlægge en case fra nuværende eller tidligere arbejdssammenhæng.

Casen er en skriftlig fremstilling på max 2 A4 sider. Her skal du give et eksempel på en væsentlig problemstilling, du stilles overfor i dit arbejde samt dine overvejelser over, hvad der kan ligge til grund for, og hvordan du kan arbejde med denne problemstilling. Casen skrives ind i ansøgningsskemaet.

Det skal fremgå af casebeskrivelsen, at du har kompetencer svarende til det niveau, der fordres i forhold til det/de moduler eller den uddannelse, du søger at blive realkompetencevurderet i forhold til. Eller i forhold til den uddannelse, du søger optagelse på (kvalifikationsrammens krav på niveau 5.)

Dette betyder, at du i casen skal vise at:

  • At du har kendskab til og forståelse for anvendelse af teori og metoder indenfor for det søgte arbejdsfelt
  • At du kan handle i praksis ved brug af færdigheder og tilrettelægge arbejdsprocesser
  • At du kan vurdere praksisnære problemstillinger og justere arbejdsprocesser
  • At du kan indgå i udviklingsorienterede arbejdsprocesser

Du skal i casen også vise, at du kan:

  • Beskrive hvad du gør
  • Forklare hvorfor du gør det på denne måde
  • Og vurdere hensigtsmæssigheden af dette
En dokumentationsliste

Her skal du lave en oversigt over den medsendte dokumentation. Denne skal være nummereret, så det er tydeligt, hvilken dokumentation der refereres til i kompetencebeskrivelse og caseteksten.

Alt materialet skal være indscannet, og sendes i elektronisk form.

Din ansøgning skal sendes til Center for efter-/videreuddannelse på efteruddannelse@zealand.dk

Vurdering af ansøgning

Når vi modtager din ansøgning vil vores administrator eventuelt i samarbejde med en underviser/studievejleder gennemføre en førstevurdering af denne samt din dokumentation. Herefter vil følgende tre ting kunne ske.

  • Dit realkompetenceniveau bliver vurderet som værende tilstrækkeligt og du vil inden for 3 uger modtage dit bevis.
  • Din ansøgning vurderes til ikke at være tilstrækkelig og du får ikke anerkendt dine realkompetencer. Du vil få skriftligt besked om dette inden for 3 uger.
  • Din ansøgning vurderes til ikke at være tilstrækkelig til at vurdere dit realkompetenceniveau, og du vil blive indkaldt til et individuelt realkompetenceforløb. Du vil få skriftligt besked om dette inden for 3 uger.

Det individuelle realkompetenceforløb er en samtale mellem dig og vores underviser/studievejleder. Samtalen vil du blive indkaldt til senest 3 uger efter, at vi har modtaget din ansøgning. Tidspunktet for samtalen fastsættes efter aftale.

På basis af denne samtale kan du enten modtage dit bevis eller få tilrettelagt et forløb af en uges varighed, hvor dine realkompetencer vil blive afprøvet gennem skriftlige opgaver, tests, interviews, egentlige prøver eller lignende.

Du vil inden for en uge efter forløbet modtage resultatet af dit individuelle realkompetenceforløb. Her vil du kunne få udstedt dit bevis, men giver forløbet ikke grundlag for, at beviset kan udstedes, vil du modtage et afslag med forslag til, hvordan du kan opnå de ønskede kompetencer.

Klagevejledning

Alle afslag indeholder en klagevejledning. En eventuel klage over vurderingen skal sendes til:

Zealand
Center for efter/videreuddannelsen
Att.: Kvalifikationsnævnet
Maglegårdsvej 2,  byg.F
4000 Roskilde

eller på efteruddannelse@zealand.dk

Hvad er realkompetence?

Realkompetence er din samlede mængde af formel og uformel viden, færdigheder og kompetencer uanset hvor og hvordan du har erhvervet dem.

Det betyder, at du har mulighed for at få anerkendelse for det, du har lært f.eks. ved organisatorisk arbejde, udviklingsprojekter, tillidshverv, frivilligt arbejde, på kurser og i anden uddannelsessammenhæng

Bliv optaget med et adgangsbevis

En realkompetencevurdering som adgang til en uddannelse er en systematisk vurdering af, om din viden, færdigheder og kompetencer lever op til de krav, der er til optagelse på en given uddannelse.

Vurderingen kan foretages i forhold til kravet om uddannelsesniveau ved optag.

Hvis vurderingen er positiv, udsteder uddannelsesinstitutionen et adgangsbevis, der er gyldigt i hele landet.  En adgangsvurdering er gratis.

Mere information

Du kan læse mere om realkompetencevurderinger på